Top 10 - Årets fund 2023

Slots- og Kulturstyrelsen kan i samarbejde med museerne præsentere årets Top 10 over markante fund og resultater af naturvidenskabelige undersøgelser, der er kommet frem ved arkæologiske undersøgelser rundt omkring i landet i 2023.

Arkæologerne på landets museer har igen i år haft travlt med undersøge og sikre sporene af vores fælles fortid forud for det store antal jord- og anlægsarbejder, der er resultat af en fortsat høj aktivitet i bygge- og anlægsbranchen.

For at komme i betragtning til Top 10 over arkæologiske fund er det en betingelse, at fundet er fremkommet ved en arkæologisk udgravning eller på baggrund af nye, videnskabelige resultater fra det forgangne år. Der skal også være tale om et fund, der tilfører betydelig, ny viden til arkæologien og danmarkshistorien.

Top 10 over arkæologiske fund er udarbejdet af Slots- og Kulturstyrelsen på baggrund af museernes egne indberetninger af fund. Listen angiver fundene i vilkårlig rækkefølge. Der var i 2023 i alt 19 stærke kandidater til årets top 10.

Hent pressefotos fra de 10 fund

Guldtrolden fra Guldhullet på Bornholm

Når en fundplads bliver kaldt for ’Guldhullet’, så kan man forvente noget særligt, og i 2023 fandtes netop noget ganske særligt i det gyldne hul på Sydvestbornholm; en guldgubbe i form af et troldagtigt væsen, som tilhører en familie af figurer med hovedet siddende i maven.

Guldgubber er små, papirtynde guldblikfigurer med detaljerede billeder af mænd, kvinder og dyr, som sandsynligvis har været brugt som offergaver og 'tempelpenge'.

Guldgubber kendes fra flere steder i Skandinavien og i særdeleshed fra Bornholm, men fundene fra Guldhullet på Sydvestbornholm er alligevel helt unikke. Det skyldes deres særlige motiver, hvoraf guldtrolden er ét, der ikke er fundet tilsvarende andre steder.

Guldhullet ligger tæt på Smørenge-bopladsen, som er en af de største og rigeste jernalderbopladser på Sydvestbornholm, og Guldhullet er sandsynligvis forbundet til denne boplads.

Det er langt fra første gang, at der findes guld i Guldhullet. Allerede i begyndelsen af 1700-tallet beskrev præsten Jacob von Melle 20 guldgubber, som var fundet på en bornholmsk mark. ”3/4 mil fra kysten og et bøsseskud fra bondens gård”, som Jacob von Melle skrev. I 2007 blev man opmærksom på, at stednavnet ’Guldhul’ var knyttet til et tidligere, nu opfyldt, vandhul på en mark i Smørenge, og i 2009 bekræftede metaldetektorfund af bl.a. guldgubber, at der måtte være tale om von Melles gamle fundsted fra 1700-tallet.

Andre fund fra Guldhullet er små guldstatuetter, guldsmykker, mønter, dragtspænder, perler af glas, rav og bjergkrystal samt våbendele, som vidner om aktiviteter fra omkring 200 efter vor tidsregning frem til sen vikingetid.

Guldhullet tolkes som en offer/kultplads for beboerne på den nærliggende og rige jernalderboplads Smørenge. I modsætning til andre fundpladser med guldgubber, som f.eks. tempelpladserne Sorte Muld på Bornholm og Uppåkra ved Lund, har ofringerne i Smørenge ikke fundet sted i en kultbygning centralt på bopladsen. Ved Smørenge er ofringerne sket ved et vandhul udenfor bopladsen, hvor vand spillede en afgørende rolle for kontakten med de højere magter.

Yderligere oplysninger:

Afdelingsleder for arkæologi Jens Berthold, Bornholms Museum, jeb@remove-this.bornholmsmuseum.dk, tlf. 27502646.
Museumsassistent René Laursen, Bornholms Museum, rl@remove-this.bornholmsmuseum.dk.

Til toppen

Heste, grise, køer og får i Hygind Bæk

Hygind Bæk snor sig lystigt gennem det vestfynske landskab på sin vej til Lillebælt. Selv om der ikke er meget vand i bækken, er der ganske meget kraft i vandet, og derfor gnaver bækken sig ind i skrænterne. Her har den blotlagt flere koncentrationer af dyreknogler og lerkarskår, som ville være skyllet helt bort, hvis ikke en årvågen amatørarkæolog havde taget kontakt til Museum Odense. Da man herfra kunne konstatere, at vandløbet ville fjerne dele af fundområdet i løbet af få år, blev det udgravet med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Hvad man i første omgang mente var udsmid af husholdningsaffald fra en boplads, viste sig ved udgravningen at være flere selvstændige nedlægninger af dyreknogler, hele dyreskeletter, enkelte knogler fra mindst ét menneske, knusesten og skår fra lerkar.

Resultaterne af de zooarkæologiske analyser har i 2023 klarlagt, at de mange dyreknogler stammer fra mindst 16 køer, 14 hunde samt en del får. Hertil kommer enkelte grise og heste – og få knogler fra mindst ét menneske. De grundige analyser viser, at knoglerne fra de ’spiselige’ dyr ikke stammer fra hele skeletter. De repræsenterer derimod bestemte og særligt kødfulde udskæringer. Man mener derfor, at det er hele ’stege’ fra især køller og bove, der har været nedlagt ved åen. Hundeknoglerne stammer alle fra store, gamle dyr, der har været lagt ned på kanten af åen som hele individer, efter at de var dræbt ved slag mod pandeskallen.

Kulstof 14-dateringer af knoglerne viser, at nedlægningerne først og fremmest har fundet sted i slutningen af førromersk jernalder og begyndelsen af romersk jernalder, altså lige omkring vores tidsregnings begyndelse. Nogle nedlægninger er dog også sket i yngre bronzealder og dermed mere end et halvt årtusinde tidligere.

Ved udgravningerne kunne arkæologerne også konstatere, at stege og hundekroppe var blevet sænket ned i vandfyldte gruber, der var gravet på de tørvedækkede engstrøg langs Hygind Bæk. Sammen med dyrene lagde man skår af lerkar og knusesten, som dog først havde været brændt på bål. Hertil kommer en mængde nævestore sten. I et enkelt tilfælde mener man, at en spinkel pæl har markeret nedlægningsstedet.

Håndteringen af materialet ved bækken viser, at det er bragt til stedet efter at have indgået i processer, som udspandt sig et andet sted. Her har man slagtet dyr, spist af kødet, og dernæst brændt ”servicet”. Store hunde er blevet aflivet, og det hele er blevet bragt til Hygind Bæk for at blive nedsunket i det mørke mosevand ved den rislende bæk.

Baggrunden for disse komplekse handlinger ved bækkens bred kender vi ikke, men det er nærliggende at knytte dem til frugtbarhedsritualer.  

Yderligere oplysninger:

Udgravningsleder Mogens Bo Henriksen, museumsinspektør, ph.d., Museum Odense, mbhe@remove-this.odense.dk, tlf. 20901318.

Til toppen

Nørregade 6 i Horsens fortæller mere end 700 års byhistorie

Nørregade 6 i Horsens fremstår i dag som et af byens mest velbevarede bindingsværkshuse og er et fremragende eksempel på et restaureringsprojekt, hvor myndighed, bygherre og lokalmuseum har samarbejdet hen mod det bedst mulige resultat.

I forbindelse med en gennemgribende renovering af huset, har arkæologer fra Museum Horsens foretaget en bygningsarkæologisk undersøgelse. Ved undersøgelsen blev ikke bare bygningens egen fortælling kortlagt, men vi får også et detaljerede indblik i mere end 700 års byhistorie. Museets opmålinger gav endvidere bygherres arkitekt og håndværkere vigtig information om bygningen, som var nyttige ved istandsættelsen.

Huset på Nørregade 6 er et gavlhus i bindingsværk i to stokværk og højstolpekonstruktion med gennemstukne bjælkehoveder på østfacaden. Selvom huset er flere hundrede år gammelt, er det ikke det første hus, der har ligget på stedet.

I jorden under husets fundament opdagede arkæologerne, at huset har haft mindst to forgængere. Den ældste forgænger er senest opført i middelalderen omkring år 1300 men er formentlig ældre. Dette hus blev i sin tid opført i udkanten af Horsens, der var meget mindre end i dag. I dette oprindelige hus fandt arkæologerne levn efter flere gulvlag og ovne, og det ser ud til, at huset kan have været ombygget flere gange. På et tidspunkt i middelalderen er huset blevet revet ned, og området har ligget ubebygget hen. Det kan man se, fordi fundamentet af huset er dækket af først et nedbrydningslag og dernæst et vækstlag.

Den yngre forgænger til huset i Nørregade har haft samme størrelse som det nuværende hus. Denne forgænger, der var et gavlhus fra den sene del af middelalderen, formentlig fra 1300- eller 1400-tallet, har været et pænt hjem for en borgerlig familie. Inde i huset fandt arkæologerne to ovne, et fundament til køkken og skorsten samt kompakte lergulve. Ud over keramik fra husholdningen blev der også fundet en bronzekrans fra en lysekrone. Modsat det første hus, der lå i udkanten af byen, lå dette hus nu inde i byen, inden for byens voldgrave og ud til den nyetablerede Nørregade.

Ved den bygningsarkæologiske undersøgelse af den bygning, der stadig står der den dag i dag, fandt museet ud af, at tømmeret er fældet i år 1607. Huset er derfor formentligt opført umiddelbart efter den dato.

Fra historiske kilder ved vi, at byen gentagne gange er blevet hærget af svenske og tyske soldater, hvorefter byen har oplevet en stor århundrede lang recession. Det er derfor usandsynligt, at huset er opført efter 1627.

Arkæologerne fra Museum Horsens kunne også konstatere, at vestfacaden er ombygget efter en brand en gang i 1700-tallet, hvor etageadskillelsen har bjælkeender og fodrem i 2. stokværk, og årstallet 1779 indgår i en dørhammerindskrift.

Nørregade 6 er på få år forvandlet fra et faldefærdigt hus til et rigtig flot bindingsværkshus, der er restaureret med respekt for de oprindelige materialer. Denne form for restaurering og bevaring er helt afgørende for bevaring af kulturmiljøer i den middelalderlige del af byen og kan fungere som forbillede og til inspiration.

Yderligere oplysninger:

Afdelingsleder Lone Seeberg, Museum Horsens, muslsj@remove-this.horsens.dk, tlf. 30564037, eller museumsinspektør Lars Pagh, Museum Horsnes, muslp@remove-this.horsens.dk, tlf. 30564162.

Til toppen

Ikke alle veje fører til Rom – et stenlagt vejstykke fra jernalderen på Sydsjælland

Syd for Udby på Sydsjælland blev der i foråret 2023 udgravet en boplads fra jernalderen med 10 hustomter, og i den sydlige ende af bopladsområdet blev der fundet et meget sjældent stenlagt vejstykke på kanten af en mindre lavning.

Det stenlagte vejstykke har fået navnet Trudshøjvej. Det er 3,3 meter bredt og 17 meter langt og er afdækket i sit fulde forløb. Vejen er opbygget af to rækker kantsten og har en vejbelægning af store flade sten. Kantstenene er 50-70 cm store og ligger lidt højere end vejbelægningen, der består af 30-50 cm store sten lagt med den fladeste side op.  Mange mindre sten er kilet ned i mellem de store sten, så de ligger fuldstændig fast, og i begge ender ses også kun små sten i belægningen. Stenbelægningen må dog have været dækket af et lag af jord øverst, for at beskytte træhjulene på datidens vogne.

Fundet af vejen skete forud for etableringen af Gasledningen Grøn Gas Lolland Falster, hvor arkæologer fra Museum Sydøstdanmark lavede undersøgelser indenfor det planlagte tracé fra Everdrup i nord til Farø i syd.

Vejen ved Udby ligner i sin opbygning meget den fredede Broskovvej, der ligger ved Præstø Fjord og er kendt som Danmarks flotteste oldtidsvej. Den nyfundne vej er ikke fredet, men bygherren Energinet har valgt at lede anlægsarbejdet uden om vejen, så den er blevet tildækket igen og bevaret for eftertiden.

Området er allerede kendt arkæologisk set på grund af en række gravhøje fra bondestenalder og bronzealder blandt andet den store gravhøj Trudshøj med et rigt gravudstyr fra ældre bronzealder. Endvidere havde en 16-årig skoleelev i 2014 med metaldetektor fundet 30 romerske sølvmønter på den anden side af den omtalte lavning. Det førte på daværende tidspunkt til en udgravning af et skattefund med hele 165 romerske sølvmønter, såkaldte denarer.

Vejen er af en type, som kendes fra perioden jernalder til middelalder. Der blev ved udgravningen ikke gjort fund, som kunne datere vejanlægget nærmere, og derfor har museet i samarbejde med DTU taget stenprøver til såkaldte OSL-dateringer (Optisk stimuleret luminescens), der kan fastslå, hvornår stenene sidst har fået sollys. De foreløbige beregninger tyder på en datering af vejen til omkring 300 e.Kr., og vejen og bopladsen er dermed formentligt samtidige.

Det er meget sjældent at finde stenlagte veje fra oldtiden, særligt når de som denne ligger nærheden af en formodet samtidig boplads og blot 50 meter fra en stor møntskat med sølvmønter fra Romerriget. Det gør tilsammen dette nye fund særligt interessant. Det er samtidigt med til at underbygge billedet af den fremtrædende rolle, som området ved Udby havde i yngre romersk jernalder. Der er således også tidligere udgravet en meget rig gravplads kaldet Skovgårde med 18 kvindegrave, hvor de afdøde er gravlagt med guldringe og luksusvarer importeret fra Romerriget.

Den nye sjældne stenlagte vej Trudshøjvej fører altså ikke til Rom, men den er anlagt i et område og i en tid, der vidner om kontakter til det mægtige Romerrige.

Yderligere oplysninger:

Daglig leder af udgravningen, Museumsinspektør Jonas Christensen, Museum Sydøstdanmark, jc@remove-this.museerne.dk, tlf. 30241755.

Til toppen

440 grave ved Virklund Ødekirke vidner om gravskikke og nøjsomme levevilkår

En dag i senmiddelalderen blev døren i den lille stenkirke i Virklund lukket for sidste gang. Med tiden blev de store marksten fra den nedlagte kirke anvendt til andre bygninger i landsbyen, og kirkegården omkring kirken blev glemt.

Museum Silkeborg er nu ved at afslutte udgravningen af den middelalderlige ødekirke og –kirkegård i Virklund syd for Silkeborg. De mere end 440 grave på kirkegården vidner om gravskikke og nøjsomme levevilkår på egnen.

Indtil for nyligt lå både kirke og kirkegård gemt under en gård opført i 1800-tallet, men gården er nu revet ned, fordi der skal bygges en dagligvarebutik på arealet.

Arkæologerne fra Museum Silkeborg er dog ikke de første til at undersøge gravstederne fra middelalderen. I 1960’erne udgravede unge studerende på eget initiativ nogle af gravene i forbindelse med etablering af en ajlebeholder på den daværende gård. De studerende havde efterladt en hilsen til nutidens arkæologer. I bunden af en af gravene lå et skelet, hvor kraniet var borte og en underbensknogle var vendt om, og ved skelettets venstre side lå en flaske med en besked fra maj 1964. I brevet stod navnet på udgraveren og besked om, at der var udgravet 15 grave i alt.

Det er sjældent, at en middelalderlig kirkegård bliver undersøgt i sin helhed, og de mange grave vil bidrage med vigtig viden om blandt andet de sygdomme og genetiske variationer, som afspejles i skeletterne. De gravlagte mennesker repræsenterer en landbefolkning, der har levet langt fra en købstad. Denne isolation formodes at vise et anderledes sygdomsbillede end kirkegårde, der kendes fra middelalderbyer som Aalborg og København. Det er derfor interessant at se, om den mindre kontakt til forskellige befolkningsgrupper vil vise, at børnedødeligheden f.eks. var lavere ude på landet.

Der er allerede nu observeret tegn på tuberkulose på knogler fra enkelte grave på kirkegården, men en lille samling skeletter skiller sig ud på en helt anden måde. Hvor de fleste af de gravlagte havde legemshøjde, der svarer til den forventede gennemsnitshøjde for perioden, har nogle af dem været forholdsvis lave mennesker. F.eks. er der udgravet flere voksne kvinder på 130-140 cm, og børn, som blot var 110 cm høje, selv om tænderne viser, at de var omkring 11 år. Arkæologerne formoder foreløbigt, at det primært skyldes en genetisk variation fremfor eksempelvis underernæring.

Alle på nær fire grave på kirkegården respekterer stenkirkens grundplan og har stort set bestået af kisteløse grave. Langt de fleste grave har kropsformet gravbund, der danner en ”hylde” hvorpå et låg kan have hvilet. I en enkelt grav er der spor efter et tværgående bræt. Flere steder er fire sten placeret således, at de har kunnet bære et låg. Mange af skeletterne viser, f.eks. ved føddernes stilling, at den afdøde har været svøbt i klæde. Dette kunne tyde på, at landsbybefolkningen har været forholdsvis fattig, og kun få har haft penge til kister.

Der er i to af gravene fundet runebreve henholdsvis under hagen på skelettet i en barnegrav og under hovedet på en voksen. Runebreve er små foldede blystykker med runeindskrifter, der som oftest opsamles på markerne af folk med metaldetektor. Det er derfor helt enestående at finde disse i en arkæologisk sammenhæng med et gravsted.

Fire gravsteder er fundet indenfor kirkens fundamentsgrøft. Gravene er placeret midtfor i kirkens skib og op til koret. Disse er formodentlig stiftergrave forbeholdt personer med høj social status.

Der er ikke registreret spor efter middelalderlige bygninger i landsbyen Virklund, men i et brev fra 1391 skriver Anders Uffesen af Torup, ridder om Virklund Hovedgård:  ”…sine øde hovedgårde Virklund og Hedegård, en mølle og alt sil øvrige gods i Vrads herred til biskop Peder af Arhus mod afholdelse af en årlid for ham og hans hustru og deres forældre.”

Hvorvidt denne kilde kan sættes i sammenhæng med de arkæologiske fund i og omkring Virklund Ødekirke vil det fremtidige arbejde med dokumentation og naturvidenskabelige analyser vise.

Yderligere oplysninger:

Museumsinspektør Kirsten Nellemann Nielsen, Museum Silkeborg, KNN@remove-this.museumsilkeborg.dk, tlf. 29795503 / 23455839.

Til toppen

En imponerende jernaldergravplads ved Bellinge Fælled

Forud for Odense kommunes byggemodning af et nyt parcelhuskvarter ved Bellinge Fælled har arkæologer fra Museum Odense udgravet en imponerende gravplads fra jernalderen. Fundet er en af de største urnegravpladser fra jernalderen på Fyn, og det har givet os ny viden om livsvilkår og fællesskaber i jernalderen.

I en periode på knap 400 år, fra ca. år 175 – 600 efter vor tidsregning, har familier fra gårde i området omkring Bellinge Fælled begravet deres døde i jorden omkring den samme gravhøj. Højen, som gravene var anlagt omkring, var en langt ældre gravhøj fra bronzealderen. Selv for jernalderfolk har den tusind år ældre gravhøj fremstået som et urgammelt monument i landskabet, der igennem generationer har fungeret som et vigtig samlingspunkt.

Da arkæologerne tidligere på året udgravede de sidste dele af gravpladsen, fandt de resterne af 200 grave. Af de mange urnegrave var der nogle steder kun bunden af urnen bevaret. Andre grave var langt mere velbevarede, og indeholdte hele urner, intakte med deres oprindelige indhold. På gravpladsen var også flere eksempler på et meget sjældent syn, med to urner begravet lige oveni hinanden. Vi kan kun gisne om, hvilke personlige historier, der ligger bag, at man har ønsket at begrave de jordiske rester af personer i samme grav.

Det siger meget om et samfund, hvordan de behandler deres døde. Nogle af urnerne er smukt dekorerede med forskelige indridsede mønstre, mens andre urner er mere jævne krukker. I urnerne lå de afdødes kremerede jordiske rester sammen med nogle få personlige ejendele. Det er f.eks. kamme lavet af ben, glasperler, dragtsmykker og knive. I en af urnerne ligger en tenvægt, som har været brugt til at spinde tråd. Alle sammen personlige genstande, der vidner om det levede liv engang for halvandet årtusinde siden. Flere af genstandene i urnerne bærer i mange tilfælde tydeligt præg af ilden fra ligbålet.

Én af gravene er lidt mere opsigtsvækkende end de andre. Det er den fordi, der over urnen var rejst en relativt lille, syv meter bred gravhøj. Graven er fra tiden omkring 175-250 e.v.t.. Generelt kender vi kun få gravhøje fra denne del af jernalderen, og denne lille jernaldergravhøj er den første af sin slags fundet på Fyn.

Ud over gravpladen har museets arkæologer siden 1980’erne undersøgt andre arkæologiske fund fra området. Derfor ved vi i dag, hvordan disse mennesker har boet. Deres gårde har ligget spredt i området syd, øst og vest for gravpladsen og ikke i en samlet landsby. Det fortæller os noget om samfundets organisering. Jernalderbønder boende på gårde spredt i landskabet over en periode på flere århundreder, og de har benyttet den samme fælles gravplads. Det fortæller os, at områdets jernalderfolk til trods for fraværet af landsbyer alligevel har opfattet sig som del af et lokalt fællesskab.

Selvom alle urnerne i dag er gravet op af jorden, er der stadig urner, der endnu ikke er færdigundersøgt. Det arbejde foregår nemlig indenfor, under kontrollerede forhold på Museum Odense. I den kommende tid skal arkæologer og konservatorer undersøge de sidste urner, som blev udgravet i 2023, så nye overraskelser er fortsat mulige.

Yderligere oplysninger:

Museumsinspektør Kirsten Prangsgaard, Museum Odense, kpr@remove-this.odense.dk, tlf. 24881911.

Til toppen

Laus landsby genfundet ved Vejen

Fra tid til anden finder arkæologer resterne af enkeltliggende gårde og huse fra middelalderen. Det er dog ikke hver dag, de finder en hel landsby. Ikke desto mindre er det netop, hvad arkæologer fra Museet Sønderskov - Arkæologi Sydvestjylland har gjort. Landsbyen Lausbøl nær Vejen i Sydjylland, der for flere hundrede år siden forsvandt fra jordens overflade, er blevet genfundet og arkæologisk undersøgt.

Gårdenes huse var stolpebyggede, og de kunne være op mod 30 meter lange og 9 meter brede. Flere havde tidstypiske buede langvægge. Det er tydeligt, at hver gård foruden de ofte ret store hovedhuse, der udgjorde boligen, omfattede et væld af udhuse og værkstedbygninger.

Gårdene var hver ofte adskilt fra hinanden mellem små lokale vandfyldte lavninger eller adskilt med grøfter og hegn, som det også kendes fra store dele af landet. Fra gårdene drev man landbrug på de omkringliggende jorder, og i husene vævede man tekstil på tidens opstadsvæve; det viser nogle af de arkæologiske vidnesbyrd.

En af årsagerne til, at det så sjældent er muligt at undersøge hele landsbyer er, at mange af landsbyerne fra middelalderen stadig er i brug den dag i dag. Mange af de levn, der måtte være bevaret fra periodens landsbyer, er enten for længst borte, eller også ligger de sporadisk bevaret rundt omkring i folks haver.

Når det endelig er muligt, som det er sket her med Lausbøl, at undersøge en hel landsby i det åbne land, får vi enormt meget ny viden om det levede liv i middelalderen. Fundet beretter også historien om kriser og om landsbyer, der bliver opgivet og forladt.

Vi ved, at landsbyen Lausbøl opstod i den allersidste del af vikingetiden, og at den lå højt og flot på nordsiden af Kongeåen, hvorfra der var udsyn over både transport på Hærvejsruterne og den store å mod syd. Men vi er mindre sikre på, hvornår landsbyen blev opgivet. I Christian V’s Matrikel fra 1680´erne, der var en liste over samtlige landbrug i et herred med angivelse af hvert enkelt landbrugs skatteevne målt i tønder hartkorn, fremgår en mark omtalt som Lausbøl. På det tidspunkt har landsbyen altså for længst været borte.

Stednavnet fortæller en del af historien. Endelsen -bøl eller -bølle er beslægtet med verbet at bo. Endelsen betegner bebyggelse, oftest 'landsby'. Bølnavnet blev netop almindeligt anvendt i tiden mellem 1000 og 1250, hvilket stemmer overens med de arkæologiske fund. Bebyggelsen ser dermed ud til at være grundlagt af en Lau eller Laus, som antageligt flyttede til jorderne i 1000-tallet, hvor han ryddede skov for at etablere sig med flere andre slægter, hvorved landsbyen blev dannet.

Vi ved ikke, hvorfor man måske allerede i middelalderen har valgt at opgive og forlade landsbyen Lausbøl. Der kan være mange årsager til, at en landsby forsvinder. Nogle gange ser det ud som om, at en bebyggelse bare har udspillet sin rolle, og folk fraflytter. Vi ved dog, at mange steder i middelalderen har været ramt af både borgerkrige og pestens hærgen. Vi håber på, at det er noget af det museets analyser kan gøre os klogere på.

Den arkæologiske undersøgelse blev udført forud for udarbejdelsen af en lokalplan for et nyt, stort boligkvarter i det vestlige Vejen med Halberg & Olsen Innovation Aps som bygherre.

Yderligere oplysninger:

Museumsinspektør Martin Egelund Poulsen, Museet Sønderskov - Arkæologi Sydvestjylland, MEP@remove-this.sonderskov.dk, tlf. 20770529.

Til toppen

En stor østjysk jernudvindingsplads

Ved Sigkærgård i Gram nær Skanderborg, har arkæologer fra Museum Skanderborg, forud for Skanderborg kommunes anlæggelse af boldbaner, fundet en 1.500 år gammel boplads, hvis indbyggere var specialiseret i jernfremstilling. Arkæologerne fandt resterne af ikke færre end 170 såkaldte slaggegrubeovne, der har været brugt til at udvinde jern. Nær ovnene lå en boplads med fire langhuse og et antal mindre bygninger. Den nye jernudvindingsplads ved Skanderborg føjer et nyt kapitel til vores viden om den østjyske jernproduktion i yngre jernalder.

Det er ikke uden grund, vi kalder perioden 500 f.v.t. til ca. 750 e.v.t. for jernalderen. Allerede da jernalderen begyndte, var jern blevet det altdominerende råmateriale, når der skulle laves skarpe redskaber som f.eks. knive og økser, men også tænger, hamre og nagler til skibe. På det tidpunkt havde jern for længst erstattet bronze, som det foretrukne materiale. Hvor bronzen blev fremstillet af eksotiske metaller, der skulle importeres langvejs fra, blev jernet fremstillet af hjemlig jysk myremalm.

Selvom et 1,3 hektar stort areal nu er blevet arkæologisk undersøgt, er arkæologerne ikke i tvivl om, at jernudvindingspladsen har været større, og de 170 jernudvindingsovne må derfor betragtes som et minimumsantal. Midt mellem klyngerne af jernudvindingsovne på det store arbejdsareal lå en enkelt bygning. Der er tale om en mindre bygning med spor efter i alt otte tagbærende stolper. Dette er sandsynligvis bopladsens smedje, hvor jernluppen, som det nyudvundne råjern kaldes, blev renset for urenheder og raffineret til smedejern for efterfølgende at blive forarbejdet til enten jernbarrer eller redskaber.

Et kort stykke derfra, i forsvarlig afstand til jernudvindingsovnene, lå bopladsen. I alt er der udgravet ti hustomter, der fordeler sig på fire langhuse samt seks mindre udhuse eller værkstedsbygninger. Der tegner sig således en tydelig opdeling mellem boplads og arbejdsareal.

Det, der gør dette fund til noget særligt, er dels at der er fundet så mange ovne, som vidner om en betydelig produktion af jern, og dels at fundet giver et fint helhedsbillede af, hvordan en boplads specialiseret i jernudvinding har set ud. Pladsen rummer både et stort forskningspotentiale i forhold til viden om jernets fremstilling og egenskaber samt giver et fint billede af samfundet omkring jernudvindingen, fordi vi også kan se, hvordan folk boede.

Jernudvindingsovne, som dem der har været ved Sigkærgård, kunne kun bruges én gang og har kunnet fremstille op til 20 kilo jern. Det er således ikke utænkeligt, at jernalderfolkene sammenlagt har fremstillet omkring 3,5 tons smedejern.

Jernet har utvivlsomt haft stor værdi i samfundet, og fremstillingen af jern på sådan en stor udvindingsplads, har haft en ikke uvæsentlig økonomisk betydning. Bopladsen har både været selvforsynende med jern, og har samtidig genereret et anseeligt overskud af jern, der kunne forsyne de omkringliggende landsbyer. Jernet er blevet handlet, og har skiftet hænder som både som jernbarrer og brudstykker, samt som færdigvarer som værktøj og våben til datidens krigere. En meget stor del af det jern, vi i dag har bevaret fra jernalderen, kommer fra de store våbenofferfund. Mest kendt er nok fundet af udrustningen fra en hel hær i Illerup Ådal, beliggende kun 2,5 km fra Sigkærgård.

I Danmark har man kendskab til mere end 140 forskellige lokaliteter med slaggegrubeovne fra jernalderen, hvor der har været foretaget jernudvinding. Kulstof 14-dateringer viser, at denne ovntype har været anvendt herhjemme gennem knap et halvt årtusind fra ca. 150 til 600 e.v.t. Pladserne med disse ovne er stort set udelukkende beliggende i Jylland syd for en linje mellem Lemvig og Randers, og er særligt talrige i Syd- og Vestjylland, der længe har været kendt for sin omfattende jernproduktion i yngre jernalder. Herfra har man kendskab til store udvindingspladser med hundrede- undertiden tusindvis af slaggegrubeovne, der er undersøgt både ved udgravninger og ved magnetisk kortlægning.

De syd- og vestjyske jernudvindingslokaliteter er ikke alene mere talrige end de midt- og østjyske pladser, de er også ofte karakteriseret ved et større antal slaggegrubeovne per plads. Den ny-undersøgte jernudvindingsplads ved Gram befinder sig således i udkanten af jernudvindingspladsernes udbredelsesområde, og indskriver sig samtidig med sine mere end 170 slaggegrubeovne blandt de største jernudvindingspladser i denne del af landet.

Yderligere oplysninger:

Museumsinspektør, Leder af arkæologisk afdeling, Ejvind Hertz, Museum Skanderborg, ehz@remove-this.museumskanderborg.dk, tlf. 23717292.

Til toppen

Hvad sandet gemte – spor af bronzealderens ritualer

Da arkæologerne fra Nordjyske Museer satte skovlen i jorden ved Hammer i Vodskov lidt nord for Aalborg, troede de, at de skulle undersøge en jernalderbondes pløjespor forud for, at Aalborg Kommune skal opføre en børnehave. Under udgravningen af disse pløjespor, blev det dog klart, at marken var anlagt oven på et sandflugtslag, og under sandet dukkede en endnu ældre jordoverflade frem. Den fint bevarede jordoverflade havde for ca. 3.000 år siden været samlingsplads for nogle af de lokale bronzealdergårde.

Omkring en lavning i terrænet har bronzealderens mennesker gravet talrige jordovne, hvor bunker af sten er blevet opvarmet i de blussende bål. De glohede sten har for eksempel kunne være brugt til at tilberede store kødstykker. Pladser hvor flere hundrede -endda over 1.000- nedgravede jordovne er fundet, kalder arkæologerne for kogegrubefelter, og disse findes i mange egne af landet. Sommetider har kogegruberne været anlagt systematisk på rad og rækker, men på pladser som denne ved Hammer har man ikke fulgt en stram plan ved anlæggelsen af kogegruberne.

Det der er helt særligt ved kogegrubefeltet ved Hammer er til gengæld den uforstyrrede jordoverflade hvor dem, der anvendte kogegruberne har gået rundt mellem de tændte blå. De har også bevæget sig ned til den lille lavning, hvor de har deponeret en samling flintredskaber til at bearbejde skind (såkaldte skrabere). Nedlæggelsen af flintredskaberne i vandet afspejler formodentlig en rituel oprydning af affald efter en begivenhed, hvor kogegruberne er blevet anvendt. På den måde fortæller flintskraberne og kogegruberne historien om en begivenhed, hvor en eller flere familier måske har været samlet om at slagte og flå nogle af deres husdyr. Alle dele af dyrene blev brugt. Skind er blevet renset og bearbejdet, så det har kunnet bruges til beklædning, sovepladser og knoglerne til talrige redskaber. Kødet kunne tilberedes til saftige og velsmagene festmåltider eller gemmes som forråd i den mørke og kolde vinter.

Fordi sandflugten har forseglet kogegrubefeltet, kan vi ved Hammer få en følelse af at gå i bronzealdermenneskenes fodspor, og udgravningen danner derfor et unikt sammenligningsgrundlag for de mange andre kogegrubefelter, hvor jordoverfladen ikke har været forskånet for dyrkningsslid gennem årtusinder.

Den forseglede lavning giver gode muligheder for at få oplysninger om det nordjyske nøjsomme kulturmiljø, som kogegrubefeltet indgik i. Sammenkædningen af kogegrubefelt og offernedlæggelse i lavningen giver et uforstyrret indblik i den rituelle praksis, som vi kan genfinde og sammenligne med andre steder, hvor bevaringsforholdene er knapt så gode, og sammenhængene derfor er sværere at bevise.

Endelig fortæller udgravningen i Hammer den lange historie om, hvordan oldtidens samfund blev udfordret af naturens luner såsom sandflugt.

Yderligere oplysninger:

Arkæolog og museumsinspektør Karen Povlsen, Nordjyske Museer, karen.povlsen@remove-this.aalborg.dk, tlf. 25197438.

Til toppen

Grøn energi giver også arkæologisk gevinst

I de senere år har der været et øget fokus på den grønne omstilling blandt andet i forhold til grøn energi med anlæggelsen af omfangsrige vindmølleparker, energiøer og solcelleparker.

Landets museer udfører ofte arkæologiske undersøgelser forud for store anlægsarbejder, og arkæologer fra Museum Østjylland har i 2023 gjort et særlig arkæologisk fund forud for European Energis anlæggelse af en større solcellepark ved Stouby nord for Randers. Her fandt man hele fire overpløjede gravhøje.

Museum Østjyllands arkæologer vidste fra ældre såkaldte museale berejsninger, at der var registreret flere sløjfede og overpløjede gravhøje i området. Ofte er gravhøjene og deres indhold pløjet væk, men ved Stouby var der pludselig gevinst.

Gravhøjene fordeler sig i grupper af to med ganske kort afstand imellem. To af højene har relativt begrænsede spor af den oprindelige tørveopbygning. I begge høje ses spor af en grav, som består af en forkullet plankekiste, men ellers er højene uden gravgaver. De to høje er foreløbigt dateret til enten yngre stenalders såkaldte enkeltsgravskultur eller er fra den sene yngre stenalder. De to gravhøje var i sin tid anlagt ovenpå på en ældre bebyggelse med flere langhuse – et fænomen som også er set andre steder i landet. 

De to andre gravhøje kan faktisk ses på ældre landskabskort med navnet Tvevang Høje. Den ene høj er helt bortpløjet, men der er stadig bevaret to stensatte grave. Begge grave har været omkranset af en mindre cirkel af stolper, og selve gravhøjen har været omkranset af en større cirkel af stolper. Ved undersøgelsen fremkom endvidere flere stolpebyggede huse, hvoraf et tolkes som et muligt kulthus.

Den sidste gravhøj er den absolut bedst bevarede. Her kunne arkæologerne tydeligt dokumentere, hvordan gravhøjen havde været opbygget af tørv. Omtrent midt i gravhøjen findes en stenlægning, som ligner et stentrug til en såkaldt bulkiste. Spor af kisten ses som sammenklasket træ nede i stenlægningen. Den gravlagte var kremeret og begravet med en armring af bronze og en mulig bronzekniv. Ud fra gravgaverne kan vi se, at graven stammer fra bronzealderen.

Det er sjældent, at undersøgelser af overpløjede gravhøje viser så velbevarede spor af en forsvunden gravhøj, som særligt den sidstnævnte høj. Museum Østjyllands undersøgelser har derfor vist, at området ved Stouby gemmer på vigtige arkæologiske fund, der giver os ny viden om både bebyggelsen samt gravlæggelser fra den yngre stenalder og bronzealder.

Yderligere oplysninger:

Daglig leder af udgravningen, arkæolog Mikkel Hedegaard Mandrup, Museum Østjylland, mhb@remove-this.museumoj.dk, tlf. 24478404.

Til toppen

Opdateret 27. december 2023